Definition

ICF definerer coaching som partnerskab med klienter i en tankevækkende og kreativ proces, der inspirerer dem til at maksimere deres personlige og professionelle potentiale. Coaching sigter mod at fremme, identificere og udvikle personlige, professionelle eller forretningsmæssige mål samt at udvikle og implementere en strategi eller plan for at nå disse mål.

ICF har defineret 8 kernekompetencer samt etiske regler, som tilsammen udgør kernen i de færdigheder, en professionelt uddannet coach skal besidde og demonstrere. Disse kernekompetencer og etiske retningslinjer er udviklet til at understøtte en bedre forståelse af de færdigheder og tilgange, der anvendes i coaching, ifølge ICF. Kernekompetencerne samt de etiske retningslinjer danner grundlag for ICF’s certificeringsprogram.

En coach, der er uddannet og certificeret i overensstemmelse med ICF’s krav og definitioner, arbejder ud fra den forudsætning, at klienten er ekspert i sit liv og arbejde, og derfor stiller spørgsmål i stedet for at rådgive.

På den baggrund er det coachens ansvar at:

  • Udforske, afklare og holde samtalen inden for rammerne af, hvad klienten ønsker at opnå gennem aktiv lytning og nærvær
  • Støtte klienten i en øget selvbevidsthed
  • Stille kraftfulde spørgsmål for at give klienten ny indsigt og løsninger
  • Skabe gode forudsætninger for, at klienten kan tage ansvar og gøre fremskridt

Coaching bruges til at finde løsninger på udfordringer, skabe forandring og gøre det gode endnu bedre. Her er lidt mere information for at forstå, hvad coaching er, hvorfor du bør opsøge en coach, og hvilke resultater du kan se frem til.

Du kan læse mere om What is Coaching fra ICF Global

ICF Etiske Regler

Januar 2021

Forord

ICF er forpligtet til at bevare og fremme ekspertise inden for coaching. Derfor forventer ICF, at alle medlemmer og certificerede coaches (mentorcoaches, coachingvejledere, coachundervisere eller coachstuderende) overholder ICF’s grundprincipper for etisk adfærd: at være kompetente og sikre, at ICF’s kernekompetencer integreres effektivt i udførelsen af deres arbejde.

I overensstemmelse med ICF’s kerneværdier og ICF’s definition af coaching er de etiske regler designet til at give retningslinjer, ansvarlighed samt håndhævelse af standarder for adfærd hos alle ICF-medlemmer og ICF-certificerede, som forpligter sig til at overholde følgende ICF etiske regler:

ICF’s etiske regler består af fem hoveddele:

  • Introduktion
  • Nøgledefinitioner
  • ICF kerneværdier og etiske principper
  • Etiske standarder
  • Forpligtelse

1. Introduktion

ICF’s etiske regler beskriver kerneværdierne i International Coaching Federation (ICF kerneværdier) samt de etiske principper og etiske standarder for adfærd for alle ICF-professionelle (se definitioner). Den første af ICF’s kernekompetencer for coaching (ICF kernekompetencer) er at overholde disse ICF etiske standarder for adfærd. Det vil sige ”Udviser etisk praksis: forstår og anvender konsekvent etiske standarder i coaching.”

ICF’s etiske regler tjener til at opretholde integriteten i ICF og den globale coaching-profession ved at:

  • Sætte standarder for adfærd, der er i overensstemmelse med ICF’s kerneværdier og etiske principper.
  • Guide etisk refleksion, uddannelse og beslutningstagning.
  • Bedømme og bevare ICF’s coachingstandarder gennem processen for ICF Ethical Conduct Review (ECR – revidering af etiske regler). Lægge grundlaget for ICF’s etikuddannelse i ICF-akkrediterede programmer.

ICF’s etiske regler er gældende, når ICF-professionelle repræsenterer sig som sådanne i alle former for coachingrelateret interaktion. Dette er uanset, om en coachingrelation (se definitioner) er blevet dannet. Disse regler formulerer de etiske forpligtelser for ICF-professionelle, der handler i deres forskellige roller som coach, coachsupervisor, mentorcoach, underviser eller coach under uddannelse, eller som tjener i en ICF ledelsesrolle eller som støttepersonale (se definitioner).

Selv om ECR-processen ligesom forpligtelsen kun gælder for ICF-professionelle, er ICF-personalet også forpligtet på etisk adfærd samt kerneværdierne og de etiske principper, der understøtter disse etiske regler for ICF.

Udfordringen med at arbejde etisk betyder, at medlemmer uundgåeligt møder situationer, der kræver svar på uventede spørgsmål, opklaring af dilemmaer og løsning af problemer. Disse etiske regler er beregnet til at støtte de personer, der er underlagt reglerne, ved at guide dem til de forskellige etiske faktorer, der eventuelt skal tages i betragtning, og ved at hjælpe med at identificere alternative tilgange til etisk adfærd.

ICF-professionelle, der godkender de etiske regler, bestræber sig på at være etiske, også når det indebærer at tage svære beslutninger eller handle modigt.

2. Nøgledefinitioner

  • Klient: Personen eller teamet/gruppen, der coaches, coachen, der mentoreres eller superviseres, eller coachen eller den studerende, der uddannes.
  • Coaching: At indgå et partnerskab med klienter i en tankevækkende og kreativ proces, der inspirerer dem til at udnytte deres personlige og professionelle potentiale fuldt ud.
  • Coachingrelation: En relation, der dannes af den ICF-professionelle og klienten (klienterne)/kunden (kunderne) i en aftale eller en kontrakt, der definerer hver parts ansvar og forventninger.
  • Regler: ICF’s etiske regler.
  • Fortrolighed: Beskyttelse af alle oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med coachingen, medmindre der er givet samtykke til videregivelse.
  • Interessekonflikt: En situation, hvor en ICF-professionel er involveret i flere interesser, hvor varetagelsen af en interesse kan modarbejde eller være i konflikt med en anden. Dette kan være økonomisk, personligt eller andet.
  • Lighed: En situation, hvor alle personer oplever inklusion og adgang til ressourcer og muligheder uanset race, etnicitet, national oprindelse, farve, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, religion, immigrantstatus, psykisk eller fysisk handicap eller andre områder med menneskelige forskelle.
  • ICF-professionel: En person, der repræsenterer sig selv som et medlem af ICF eller er ICF-akkrediteret, i en rolle som bl.a. coach, coachsupervisor, mentorcoach, coachunderviser eller coachstuderende.
  • ICF-personale: Det ICF-støttepersonale, som er ansat af det ledende firma, der leverer professionelle ledelsesmæssige og administrative tjenester på vegne af ICF.
  • Intern coach: En person, der er ansat i en organisation, og som på deltid eller fuld tid coacher medarbejdere i den organisation.
  • Kunde: Den entitet (herunder dens repræsentanter), der betaler for og/eller arrangerer eller definerer de coachingtjenester, der skal leveres.
  • Støttepersonale: De personer, der arbejder for ICF-professionelle for at støtte deres klienter.
  • Systemisk lighed: Kønslighed, racelighed og andre former for lighed, der er institutionaliseret i etikken, kerneværdierne, politikkerne, strukturerne og kulturerne i fællesskaber, organisationer, nationer og samfundet.

3. ICF kerneværdier og etiske principper

ICF’s etiske regler er baseret på ICF’s kerneværdier og de handlinger, der er afledt deraf. Alle værdier er lige vigtige og understøtter hinanden. Disse værdier er ambitiøse og bør bruges som en måde til at forstå og fortolke standarderne på. Alle ICF-professionelle forventes at præsentere og formidle disse værdier i alle deres interaktioner.

4. Etiske standarder

Afsnit I – Ansvar over for klienter

Som ICF-professionel vil jeg:

  1. Inden eller ved det første møde forklare og sikre, at min(e) coachingklient(er) og kunde(r) forstår karakteren og den mulige værdi af coaching, karakteren af og grænserne for fortrolighed, økonomiske aftaler og alle andre betingelser for coachingaftalen.
  2. Skabe en aftale/kontrakt vedrørende roller, ansvar og rettigheder for alle parter, der er involveret i min(e) coachingklient(er) og kunde(r), inden påbegyndelsen af ydelserne.
  3. Opretholde de højeste niveauer af fortrolighed som aftalt med alle parter. Jeg kender og accepterer at overholde alle gældende love vedrørende persondata og kommunikation.
  4. Have en præcis forståelse af, hvordan oplysninger udveksles mellem alle involverede parter under alle coachinginteraktioner.
  5. Have en klar aftale med både klient(er) og kunde(r) eller interesserede parter om betingelserne for ikke at holde oplysninger fortrolige (f.eks. ulovlige aktiviteter, hvis det er krævet af loven efter en gyldig retskendelse eller stævning, umiddelbar eller sandsynlig risiko for fare for egen person eller andre, osv.). Hvis jeg på rimelig vis tror, at en af de ovenstående forhold er gældende, skal jeg eventuelt informere de relevante myndigheder.
  6. Håndtere interessekonflikter eller mulige interessekonflikter med min(e) coachingklient(er) og kunde(r) gennem coachingaftale(r) og løbende dialog, når jeg arbejder som en intern coach. Dette bør inkludere håndtering af roller i organisationen, ansvar, relationer, optegnelser, fortrolighed og andre rapporteringskrav.
  7. Bevare, opbevare og bortskaffe optegnelser, herunder elektroniske filer og kommunikation, skabt i løbet af mine professionelle interaktioner på en måde, der tilgodeser fortrolighed, sikkerhed og privatliv og overholder alle gældende love og aftaler. Derudover forsøger jeg at anvende nye og voksende teknologiske udviklinger, der anvendes i coachingydelser (teknologistøttede coachingydelser) på en ordentlig måde og vide, hvordan forskellige etiske standarder finder anvendelse på dem.
  8. Hele tiden være opmærksom på indikationer om, at der kan være et skift i den værdi, der modtages fra coachingrelationen. Hvis dette sker, vil jeg ændre relationen eller opfordre min(e) klient(er) og kunde(r) til at opsøge en anden coach eller en anden professionel eller bruge andre ressourcer.
  9. Respektere alle parters ret til at afslutte coachingrelationen på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af coachingprocessen i henhold til betingelserne i aftalen.
  10. Være opmærksom på konsekvenserne ved at have flere kontrakter og relationer med de(n) samme klient(er) og kunde(r) på samme tid for at undgå situationer med interessekonflikter.
  11. Være bevidst om og aktivt styre enhver forskel i magt eller status mellem klienten og mig, som kunne være forårsaget af kulturelle, relationelle, psykologiske eller kontekstuelle emner.
  12. Informere mine klienter om mulig modtagelse af kompensation eller andre fordele, som jeg måtte få for at henvise mine klienter til tredjepart.
  13. Sikre en konsekvent kvalitet i coaching uanset mængden eller formen af den aftalte kompensation i en hvilket som helst relation.
Afsnit II – Ansvar over for praksis og præstation

Som ICF-professionel vil jeg:

  1. Overholde ICF’s etiske regler i alle mine interaktioner. Hvis jeg bliver opmærksom på min egen mulige overtrædelse af reglerne, eller jeg ser uetisk adfærd hos en anden ICF-professionel, vil jeg tage sagen op med de involverede på en respektfuld måde. Hvis dette ikke løser problemet, vil jeg henvise det til en formel myndighed (f.eks. ICF Global) til løsning.
  2. Kræve at alt støttepersonale overholder ICF’s etiske regler.
  3. Forpligte mig til en kvalitetsstandard gennem vedvarende personlig, professionel og etisk udvikling.
  4. Erkende mine personlige begrænsninger eller forhold, der kan forringe, være i konflikt med eller forstyrre min coachingpræstation eller mine professionelle coachingrelationer. Jeg vil søge støtte til at afgøre, hvilken handling der skal foretages, og hvis det er nødvendigt, vil jeg straks søge professionel vejledning. Dette kan inkludere at indstille eller afslutte min(e) coachingrelation(er).
  5. Løse enhver interessekonflikt eller mulig interessekonflikt ved at arbejde mig gennem problemet med de pågældende parter, opsøge professionel støtte eller midlertidigt indstille eller afslutte den professionelle relation.
  6. Bevare ICF-medlemmers privatliv og kun anvende ICF-medlemmers kontaktinformation (e-mailadresse, telefonnummer, osv.) som godkendt af ICF eller ICF-medlemmet.
Afsnit III – Ansvar over for professionalisme

Som ICF-professionel vil jeg:

  1. Omhyggeligt identificere mine coachingkvalifikationer, mit niveau af coachingkompetence, ekspertise, erfaring, uddannelse, certificeringer og ICF-akkrediteringer.
  2. Lave sande og præcise mundtlige og skriftlige erklæringer om, hvad jeg tilbyder som en ICF-professionel, hvad der tilbydes af ICF, coachingprofessionen og den mulige værdi af coaching.
  3. Kommunikere til og skabe bevidsthed hos dem, der har brug for at blive informeret, om det etiske ansvar, der er fastsat i disse regler.
  4. Være ansvarlig for at være bevidst om og fastlægge klare, passende og kulturelt sensitive grænser for interaktionen, hvad enten det er fysiske eller andre.
  5. Ikke indgå i noget seksuelt eller romantisk forhold med min(e) klient(er) og kunde(r). Jeg vil hele tiden være bevidst om det niveau af intimitet, der er passende for relationen. Jeg vil handle passende for at håndtere sagen eller aflyse aftalen.
Afsnit IV – Ansvar over for samfundet

Som ICF-professionel vil jeg:

  1. Undgå diskrimination ved at opretholde retfærdighed og lighed i alle aktiviteter og handlinger, mens jeg respekterer de lokale regler og kulturelle praksisser. Dette inkluderer, men er ikke begrænset til, diskrimination på baggrund af alder, race, kønsudtryk, etnicitet, seksuel orientering, religion, national oprindelse, handicap eller militær status.
  2. Anerkende og honorere andres bidrag og intellektuelle ejendom og kun gøre krav på ejerskab af mine egne materialer. Jeg forstår, at et brud på denne standard kan medføre retslige konsekvenser fra tredjepart.
  3. Være ærlig og arbejde med anerkendte videnskabelige standarder, gældende retningslinjer og grænser for mine kompetencer, når jeg udfører og rapporterer forskning.
  4. Være opmærksom på min og mine klienters indflydelse på samfundet. Jeg holder mig til filosofien med at ”gøre det gode” frem for at ”undgå det dårlige”.

5. ICF-professionelles etiske forpligtigelse

Som en ICF-professionel og i overensstemmelse med standarderne i ICF’s etiske regler anerkender og accepterer jeg at udføre mine etiske og retsmæssige forpligtelser over for min(e) coachingklient(er), kunde(r), kolleger og samfundet som helhed.

Hvis jeg bryder nogen del af ICF’s etiske regler, accepterer jeg, at ICF efter eget skøn kan stille mig til regnskab for at gøre det. Jeg accepterer desuden, at min ansvarlighed over for ICF for ethvert brud kan inkludere sanktioner som obligatorisk yderligere coachuddannelse eller anden uddannelse eller tab af mit ICF-medlemskab og/eller mine ICF-akkrediteringer.

Vedtaget af ICF Global Bestyrelse september 2019

Oversættelse vedtaget af ICF Danmarks Bestyrelse den oktober 2020.

I enhver tvist vil det altid være den engelske version der er gældende, hvis der tolkes på betydningen af ordvalget.

Mere information om etik i coaching

Kurser (CCE), videoer (træning til coach credentialing exam) og netværksgrupper (community of practice (COP)):

Kernekompetencer

Siden 1998 har ICF’s kernekompetencer udgjort et vigtigt fundament for coachingfaget. Kernekompetencerne skaber en større forståelse for den viden og de færdigheder, der er nødvendige for effektiv coaching.

I alle professioner er det god praksis jævnligt at gennemføre en analyse for at sikre, at kompetencemodellen forbliver en gyldig og nøjagtig afspejling af professionel praksis. ICF gennemførte en analyse i 2008, uden at det resulterede i nogle ændringer. Da coachingfaget fortsatte med at vokse og udvikle sig i løbet af det næste årti, gennemførte ICF endnu en analyse, som blev afsluttet i 2019. Mere end 1.300 coaches, både ICF-medlemmer og ikke-medlemmer fra hele verden deltog i denne empiriske dataindsamlingsproces. De involverede coaches repræsenterede en bred vifte af coachingdiscipliner, coachinguddannelsesbaggrunde, coachingstilarter og erfarings- og certificeringsniveauer.

Meget af den oprindelige kompetencemodel er stadig relevant og afspejles i den opdaterede kompetencemodel, som har en enklere, mere strømlinet struktur og integrerer konsistent, klart sprog. Kernekompetencerne kan inddeles i fire overordnede grupperinger, der alle er lige vigtige. Der er altså ikke tale om rangordning eller prioritering af kompetencerne.

Grupperne kan kort beskrives således:

  • At skabe fundamentet for coachingaftalen i henhold til ICF’s etiske regler og professionelle standarder.
  • At skabe relationen sammen baseret på respekt, tillid, åbenhed og nærvær som bærende elementer.
  • At kommunikere effektivt med fokus på at lytte aktivt, stille kraftfulde spørgsmål og kommunikere direkte.
  • At kultivere læring og udvikling gennem refleksion, opfølgning og fokus på bevidsthed om processen samt planlægning af handling og målsætning.

Den danske oversættelse af kernekompetencerne

ICF Kernekompetencer Oktober 2020

Efter en grunding toårig analyse af coachingpraksis bekendtgør ICF, The International Coaching Federation, nu en opdateret model for ICF kernekompetencer.

Denne kompetencemodel er baseret på evidens fra mere end 1300 coaches verden over, både ICF-medlemmer og ikke-medlemmer, som repræsenterer stor diversitet i coachingdiscipliner, uddannelsesbaggrunde, coachingstile og erfaringsniveauer.

Dette omfattende initiativ bekræftede, at størstedelen af den eksisterende model for ICF kernekompetencer, som blev udviklet for næsten 25 år siden, fortsat er essentiel for coachingpraksis i dag.

Nye elementer og temaer, som opstod i de indsamlede data, er også integreret i modellen. Disse inkluderer en altafgørende vægt på etisk adfærd og tavshedspligt, vigtigheden af et coaching mindset og en vedvarende refleksiv praksis, den væsentlige skelnen mellem diverse niveauer af coachingaftaler, det vigtige samarbejde mellem coach og klient, og vigtigheden af kulturel, systemisk og kontekstuel bevidsthed.

Disse grundlæggende komponenter, kombineret med nyopståede temaer, afspejler kerneelementerne af coachingpraksis i dag og vil fungere som stærkere, mere dækkende coachingstandarder for fremtiden.

A. Fundament

1 Demonstrerer etisk praksis

Definition: Forstår og anvender konsekvent coachingetik og standarder for coaching

  • Demonstrerer personlig integritet og ærlighed i interaktioner med klienter, sponsorer og relevante samarbejdspartnere
  • Er sensitiv overfor klientens identitet, miljø, erfaringer, værdier og overbevisninger
  • Bruger sprog som er passende og respektfuldt overfor klienter, sponsorer og relevante samarbejdspartnere.
  • Overholder ICFs etiske regler (Code of Ethics) og opretholder kerneværdierne (Core Values)
  • Overholder tavshedspligt omkring klientinformation ifølge aftaler med samarbejdspartnere og relevante love
  • Skelner mellem coaching, rådgivning, psykoterapi og andre professioner
  • Henviser klienter til andre passende fagpersoner efter behov
2 Besidder et coaching mindset

Definition: Udvikler og opretholder en åben, nysgerrig, fleksibel og klient-fokuseret mentalitet

  • Anerkender at klienter er ansvarlige for deres egne beslutninger
  • Engagerer sig i vedvarende læring og udvikling som coach
  • Udvikler en vedvarende refleksiv praksis for at forbedre egen coaching
  • Forbliver opmærksom på og åben overfor hvordan en selv og andre påvirkes af kontekster og kulturer
  • Bruger bevidsthed om sig selv og intuition til klientens fordel
  • Udvikler og bibeholder evnen til at regulere egne følelser
  • Forbereder sig mentalt og følelsesmæssigt før sessioner
  • Søger hjælp udefra når det er nødvendigt

B. At skabe relationen sammen

3 Etablerer og holder aftaler

Definition: Samarbejder med klienten og relevante partnere om at skabe klare aftaler for coachingforholdet, processen, planer og mål. Etablerer aftaler for det overordnede coachingforløb og for de enkelte coachingsessioner.

  • Forklarer hvad coaching er og ikke er, og beskriver processen for klienten og relevante samarbejdspartnere
  • Når til enighed om hvad der er og ikke er passende i relationen, hvad der bliver og ikke bliver tilbudt, og det ansvar klienten og relevante samarbejdspartnere har
  • Når til enighed om guidelines og specifikke parametre for coachingrelationen såsom logistik, honorar, tidsplan, varighed, afslutning, tavshedspligt og inddragelse af andre
  • Samarbejder med klienten og relevante samarbejdspartnere om at etablere en overordnet coachingplan og mål
  • Samarbejder med klienten om at bedømme om der er et match mellem coach og klient
  • Samarbejder med klienten om at identificere eller genbekræfte hvad han eller hun ønsker at opnå i denne session
  • Samarbejder med klienten om at definere hvad klienten mener skal adresseres eller løses for at gennemføre det som ønskes opnået i sessionen
  • Samarbejder med klienten om at definere eller genbekræfte de succeskriterier klienten har for coachingforløbet eller den enkelte session
  • Samarbejder med klienten om at administrere tiden og fokus for sessionen
  • Fortsætter med at coache hen imod klientens ønskede resultat med mindre klienten indikerer noget andet
  • Samarbejder med klienten om at afslutte coachingrelationen på en måde som anerkender oplevelsen
4 Skaber tillid og sikkerhed

Definition: Samarbejder med klienten om at skabe et sikkert, støttende miljø som giver klienten mulighed for at dele frit. Opretholder en relation med gensidig respekt og tillid.

  • Forsøger at forstå klienten i klientens kontekst, hvilket kan inkludere identitet, miljø, erfaringer, værdier og overbevisninger
  • Viser respekt for klientens identitet, opfattelser, stil og sprog, og tilpasser sin coaching til klienten
  • Anerkender og respekterer klientens unikke talenter, indsigter og arbejde i coachingprocessen
  • Støtter og viser empati og interesse for klienten
  • Anerkender og støtter klientens udtryk for følelser, opfattelser, interesser, overbevisninger og forslag
  • Demonstrerer åbenhed og transparens for at vise sårbarhed og opbygge gensidig tillid med klienten
5 Opretholder nærvær

Definition: Er fuldt ud bevidst og til stede med klienten, og anvender en stil som er åben, fleksibel, jordnær og selvsikker

  • Forbliver fokuseret, observerende, empatisk og lydhør overfor klienten
  • Viser nysgerrighed i coachingprocessen
  • Administrerer egne følelser for at forblive tilstedeværende med klienten
  • Viser selvsikkerhed i at arbejde med store følelser hos klienten i løbet af coachingprocessen
  • Er tilpas i at arbejde med ikke-at-vide
  • Skaber eller tillader plads til stilhed, pause eller refleksion

C. Effektiv kommunikation

6 Aktiv lytning

Definition: Fokuserer på hvad klienten siger og ikke siger, for fuldt ud at kunne forstå hvad der bliver kommunikeret i konteksten af klientens systemer og for at støtte klientens selvudfoldelse

  • Overvejer klientens kontekst, identitet, miljø, erfaringer, værdier og overbevisninger for at opnå en større forståelse for det, klienten kommunikerer
  • Reflekterer eller opsummerer hvad klienten kommunikerer for at sikre klarhed og forståelse
  • Anerkender og spørger ind når der er mere i det, klienten kommunikerer
  • Lægger mærke til, anerkender og udforsker klientens følelser, energiskift, non-verbale signaler og anden adfærd
  • Integrerer klientens ord, toneleje og kropssprog for at afgøre hele meningen af det, som kommunikeres
  • Lægger mærke til tendenser i klientens adfærd og følelser fra session til session for at opdage temaer og mønstre
7 Fremkalder bevidsthed

Definition: Faciliterer indsigter og læring hos klienten gennem teknikker som kraftfulde spørgsmål, stilhed, metaforer og analogier

  • Overvejer klientens oplevelse i beslutninger om hvad som kan være mest brugbart
  • Udfordrer klienten for at formidle bevidsthed eller indsigt
  • Stiller spørgsmål til klienten, for eksempel om klientens tænkemåder, værdier, behov, ønsker og overbevisninger
  • Stiller spørgsmål der hjælper klienten med at udforske videre end nuværende tænkning
  • Inviterer klienten til at dele mere omkring klientens oplevelse i øjeblikket
  • Lægger mærke til hvad der virker for at forstærke klientens fremskridt
  • Justerer coachingtilgangen som svar på klientens behov
  • Hjælper klienten med at identificere faktorer som kan påvirke nuværende og fremtidige mønstre af adfærd, tanker og følelser
  • Inviterer klienten til at generere ideer om hvordan klienten kan bevæge sig fremad og hvad klienten er villig og i stand til at gøre
  • Støtter klienten i at reframe perspektiver
  • Deler observationer, indsigter og følelser, som har potentiale til at skabe ny læring for klienten, uden at holde fast i dem

D. At kultivere læring og udvikling (vækst)

8 Faciliterer klientens udvikling (vækst)

Definition: Samarbejder med klienten om at transformere læring og indsigt til handling. Fremmer klientautonomi i coachingprocessen.

  • Arbejder med klienten for at integrere ny bevidsthed, indsigter eller læring i klientens verdensbillede og adfærd
  • Samarbejder med klienten om at designe mål, handlinger og succeskriterier som integrerer og udvider ny læring
  • Anerkender og støtter klientens autonomi i design af mål, handlinger og succeskriterier
  • Støtter klienten i at identificere potentielle resultater eller læring fra identificerede actionsteps/handlingsskridt/konkrete skridt fremad
  • Inviterer klienten til at overveje hvordan han eller hun kan bevæge sig fremad, inklusive hvilke ressourcer, støtte og potentielle barrierer der måtte være
  • Samarbejder med klienten om at opsummere læring og indsigt i eller mellem sessioner
  • Fejrer klientens fremskridt og successer
  • Samarbejder med klienten om at afslutte sessionen

Denne danske oversættelse af ICF Kernekompetencer er foretaget af ICF Danmark og udgivet den 17. maj 2021.